dette er den fulde udgave af debatindlæg bragt i politiken, lørdag 21. december 2013.

Specialer er godt. Men når specialafdelingerne udelukkende kigger på deres eget snævre område, kan behandlingen af patienterne blive med livet som indsats. Patienternes liv.

Far er gammel. 85 år og godt brugt. Et langt liv, levet uden at spare sig selv, har sat sine spor. Manden er slidt, og i løbet af årene er en hel palet af sygdomme kommet til: Artrose, diabetes, prostatakræft, dårligt hjerte, dårlige nyrer, tyktarmskræft. Plus alt det løse.

Når han skal behandles for de mange sygdomme kører han hen til de respektive specialafdelinger. Bispebjerg Hospital kan noget med diabetes, Glostrup tager sig af det alment medicinske, Hvidovre har stomi-specialet osv.

Så længe det går godt, er det sådan set godt nok.  Problemerne opstår, når det ikke går godt. Og når specialafdelingen han er indlagt på, udelukkende beskæftiger sig med deres eget snævre område. Som da han blev indlagt med lungebetændelse. Den passede og plejede afdelingen. Hans diabetes fik dog lov at passe sig selv. Under indlæggelsen udviklede et lille sår på venstre fod sig allerførst til en ’rosen’-infektion, derefter til egentlig koldbrand. En måned efter fik han fjernet to tæer.

Et andet eksempel: efter hans operation for kræft i tyktarmen lå han på opvågningsstuen – solidt morfineret. Afdelingen havde noteret sig, at han var selvmedicinerende, når det gjaldt hans diabetes. Det var således ikke deres job at give ham insulinen. Resultatet blev, at han mistede doser af den livsvigtige insulin. På trods af, at han skulle få det bedre, fik han det dårligere.

Det fører os til et tredje eksempel. Normalt får diabetespatienter det bedre, når de tager deres insulin. Det skal blot være den rigtige dosis. Novo havde produceret en ladning insulinpenne med forkerte doser. Dem fik de trukket for sent tilbage. Far var en af de uheldige, som havde fået disse penne. I det store net af sundhedspersoner omkring ham var der ikke nogen, der fattede mistanke til den medicin, han tager for sin diabetes, da hele hans krops balance – herunder den følsomme stomi – begyndte at forrykke sig. Resultatet blev to indlæggelser.

Desværre kan vi blive sådan ved. Under hans sidste indlæggelse for stomi-problemer blev hans diabetes-plagede ben endnu engang tynget. Afdelingen har godt nok målt hans blodsukker og justeret det op og ned efter behov. Men den egentlige sårbehandling har de ikke gjort noget ved. Før vi som pårørende påtalte dette. Endnu et par tæer er i farezonen. Måske hele foden.

I det hele taget skal man som pårørende være med. Ikke kun på sidelinjen, men helt inde i hospitalssengen skal man være på vagt. Det har vi været, og vi har påtalt de fremvoksende infektioner, den manglende insulin, de forkerte doser. Plus alt det løse. Fra personalet på de enkelte afdelinger er vi blevet mødt med velvilje og forståelse. Men også med en meddelelse om, at de har deres område. Og det er udelukkende dette område, de skal varetage.

Nu skriver vi dette åbne brev. Håbet er, at sundhedsvæsnets enkelte dele fremover evner at se udover deres eget speciale. Se det hele menneske, der ligger foran dem.